Besøgstjenesten


Gå til indhold

Beretning 2015

Information

ÅRSBERETNING FOR DEN FRIVILLIGE BESØGS- OG HJÆLPETJENESTE I HØRNING 2014-15

Så skal vi igen se tilbage på et år, der er gået. Besøgstjenesten har nu eksisteret i 17 år og har stadig ny tilgang af frivillige, der er parat til at yde en indsats i vore mange afdelinger. Det kan vi kun være dybt taknemmelige for. I øjeblikket har vi 64 frivillige, hvilket er lidt mindre end i de foregående år. Det skyldes flere ting: fraflytning, dårligere helbred og desværre også dødsfald. Som det vil fremgå af gennemgangen om lidt, så er der opgaver nok at tage fat på.

BESØGSTJENESTEN
Her udfører Margit Lauridsen stadigvæk et stort arbejde. Der kommer ofte anmodninger om en besøgsven, og nogle gange kan der hurtigt etableres et besøgsforhold, men andre gange skal der arbejdes mere med opgaven. Vi har i øjeblikket 24 besøgspar i gang, det er det samme som sidste år, selvom er er sket forskellige ændringer i sammensætningerne. Der er en lille venteliste, så vi er altid glade for nye hjælpere.

LEDSAGETJENESTEN
Her har Jonna Hjortnæs overtaget ledelsen af denne afdeling. Tjenesten har været brugt 43 gange i det forløbne år. Det er lidt mindre end i det foregående år. Vi har kun 8 personer, der stiller sig til rådighed som ledsagere.
Herunder hører også hjælpen til bankospillet på Præstehaven hver torsdag.
Det er de frivillige, der udfører den største del af arbejdet omkring bankospillet, så der er god brug for de 16 personer, vi her har som hjælpere, da der skal bruges ca. 5 frivillige hver gang.

TELEFONTJENESTEN
Her er der stadigvæk kun en stjerne i gang. Der ringes hver morgen til 5 personer, hvilket klares på skift af to frivillige, og så har vi to afløsere. Her var jo en overgang mange flere, og vi undrer os meget over, at der ikke er mere brug for denne tjeneste.

BISIDDERORDNINGEN
Denne bruges lidt mere end i de tidligere år. Vi har for tiden tre frivillig til at tage sig af det, der dukker op, og der har været enkelte opgaver.

DEMENSORDNINGEN.
Her er der kun været lidt brug for vores hjælp, hvorfor vi i bestyrelsen har valgt at nedlægge denne.

ÆLDRE HJÆLPER ÆLDRE
Denne ordning bliver jævnligt brugt. Vi har her 14 frivillige. Ud over at stå til rådighed for at udføre de forskellige opgaver, så er der jo den ugentlige vagt i Sognegården, der skal passes. Desuden er det også de frivillige her, der stiller sig til rådighed, når der er personer, der ikke selv er i stand til at komme til vore arrangementer, og derfor skal hentes. Også kørsel af Lærken til vor årlige udflugt klares af en af de frivillige herfra.

SAMVÆRSGRUPPEN
Der er nu 34 personer tilmeldt den oprindelige gruppe. Sidste år startede vi jo en gruppe mere for nytilkomne. Denne gruppe har vi nu sammenkoblet med den oprindelige. Den tredje onsdag i måneden vil der altid være en tovholder til stede, hvis der kommer henvendelser fra nye medlemmer.

INDKØBSORDNINGEN
Dette nye tiltag har aldrig været ret meget brugt. I øjeblikket betjener vi ingen.

ÅRETS BEGIVENHEDER.
Først de to årlige møder for jer frivillige. Forårsmødet var som sædvanlig en indbydelse til frokost og hyggeligt samvær og orientering. 47 tog imod tilbuddet. Til efterårsmødet havde vi bedt Jette Engelbrecht om at komme. Hun holdt et godt og inspirerende foredrag , hvor hun bl.a. gav gode råd om at få fat i nye frivillige. Her var 37 mødt op.
Den årlige udflugt gik i år til området omkring Mariager fjord. Som sædvanlig var bussen fuld og Lærken var med. Vi fik en dejlig middag på Restaurant Orkidee og bagefter en smuk køretur i området.
Julefesten foregik efter de traditionelle normer og 72 deltog.
Til slut skal nævnes, at der i år også var en del af vore frivillige, der ledsagede nogle af vore brugere til kirkens arrangement med Gud og gule ærter.

ANDET
To af vore frivillige har været på kursus. Så har der været udskiftning i bestyrelsen. Tove Lyager, der var suppleant, indtrådte midlertidigt i stedet for Clara Bødker. Da vi jo desværre nu har mistet Clara har Tove Lyager sagt ja til at være blivende medlem af bestyrelsen.

Karen Inger Rasmussen.





Forside | Velkommen | Ældre hjælper Ældre | Hvordan får jeg besøg? | Information | Artikler | Udflugt | Julekomsammen | Video | Nytårskur | Site Map


Retur til indhold | Retur til hovedmenu