Besøgstjenesten


Gå til indhold

Beretning 2009

Information

ÅRSBERETNING 2009
FOR DEN FRIVILLIGE BESØGS- OG HJÆLPETJENESTE I HØRNING


I det forløbne år er der sket enkelte nyskabelser, men ellers vil meget af det , som I nu skal høre, ligne de tidligere år. Vi har som tidligere haft nok at se til, men der er jo heldigvis mange om det. Tallet af frivillige ligger ret fast, enkelte forlader os og nye kommer til. Antallet af frivillige er nu 55.

BESØGSVENNER:
Vi nyder stadigvæk godt af Ruth Jørgensens mangeårige og kompetente ledelse af denne del af vores virke. Hun oplyser, at der i øjeblikket er 20 besøgspar, der fungerer. Hun mangler dog besøgsvenner til fire personer.

LEDSAGETJENESTEN:
Her har vi Kirsten Krogh, der jo har klaret denne afdeling gennem mange år. Hun fortæller, at ledsagetjenesten stadig bliver flittigt brugt, såvel af hjemmeboende som af Præstehaven. 56 gange har der været brug for en af vore ledsagere. Kirsten har otte personer, som hun kan henvende sig til. For at undgå misforståelser har vi efter aftale med personalet på Præstehaven fået udarbejdet et skema, der skal udfyldes, når personer herfra skal ledsages. Det tager lidt tid at få det indarbejdet, men det ser ud til at begynde at virke. På sidste års generalforsamling drøftede vi hjælp til beboere på Præstehaven, der skulle ledsages til bankospil og gymnastik. Det lykkedes os at få en ordning på dette. Fem frivillige hjælper i øjeblikket hver torsdag 6-7 beboere til og fra bankospil. Hver tirsdag har vi to frivillige der ledsager 4-5 beboere til gymnastik.

TELEFONTJENESTEN:
Vi har stadigvæk to stjerner i gang. I den ene valgte Bodil Riisberg at stoppe efter flere års indsats. Heldigvis lykkedes det at finde en afløser. Der ringes i øjeblikket til syv personer fra hver stjerne. I lange perioder har hver stjerne ringet til 10 personer, så der er altså plads til flere.

BISIDDERORDNINGEN:
Her er der ikke meget brug for os. Vi har to frivillige, men de bruges meget lidt.

DEMENSORDNINGEN:
Vi har her en enkelt frivillig, der besøger en dement.

ÆLDRE HJÆLPER ÆLDRE:
Her er sket en lille ændring. Da de 10 frivillige, der passer de to ugentlige åbningstider ofte sad i to timer uden at der kom henvendelser, besluttede vi os for kun at holde åbent en gang ugentligt. Det blev fredag, hvor man så stadig kan henvende sig i Sognegården mellem 10 og 12. De frivillige har dog i årets løb klaret en del opgaver rundt omkring. Der er stadigvæk mest bud efter webmasteren Leif Lorenzen.
Flere gange ugentligt har han været i gang. Han har desværre valgt at trække sig som frivillig. Vi vil savne ham meget og kan ikke takke ham nok for den store indsats, han har ydet gennem årene.

SAMVÆRSGRUPPEN:
Denne fungerer fint med møder den første onsdag i hver måned- dog ikke i juli og august. For tiden er der 17 tilmeldt og fremmødet er stort.

HOLD I HÅND:
Dette tilbud har i de seneste år næsten ikke været brugt, og da der i kommunen er blevet oprettet en vågetjeneste med mange frivillige, har vi besluttet at indstille vores tilbud.

ÅRETS AKTIVITETER:
Udflugten i juni måned havde 53 deltagere. Vi fik først en buffet på Assentoft kro og kørte derefter til Håndværkermuseet i Randers. Vejret var fint, så vi kunne rigtig nyde den kønne natur. Som sædvanlig gjorde vi brug af Lærken, som blev kørt af en af de frivillige. Julefesten forløb som vanligt med oplæsning af en yderst veloplagt Lars Lohmann, musik af Tove og Hans og det sædvanlige traktement. 69 deltog, det største antal i flere år. Igen god hjælp fra Ældre hjælper ældre til afhentning og hjemkørsel af nogle af deltagerne.
Vort forårsmøde for de frivillige forløb i år lidt anderledes end tidligere. Vi ønskede at hygge om vore mange frivillige og give god plads til at få snakket sammen, så vi bestemte at undlade brug af foredragsholder. I stedet bød vi på en let frokost. Der var 41 deltagere. Tilbagemeldinger har fortalt os, at forårsmødet fremover skal foregå på denne måde. Til efterårsmødet havde vi bedt ældrechef Peter Sinding Poulsen om at komme og fortælle om sit arbejde. Det gjorde han rigtig godt. Her var 35 mødt frem. Ligesom sidste år havde menighedsrådet inviteret de frivillige til arrangementet Gud og gule ærter.

ANDET:
En del af vore frivillige har i årets løb deltaget i kurser og møder, der er blevet arrangeret af vores frivillighedskonsulent Jette Engelbrecht. Også i år tilbydes vi et kursus. Det er en pendant til det fra sidste år kaldet Ensomhedens sprog. De af vore frivillige, der deltog i dette, var meget begejstrede.
Vi har ind imellem følt, at vi har for lidt kontakt til de foreninger, der står bag besøgstjenesten. Derfor inviterede vi formændene for disse foreninger til et af vore bestyrelsesmøder. Det kom der nu ikke ret meget ud af. De fleste meldte afbud. For at styrke kontakten har vi besluttet, at årsberetningen hvert år skal tilsendes formændene.

Karen Inger Rasmussen

Hørning, 25. februar 2010.

Forside | Velkommen | Ældre hjælper Ældre | Hvordan får jeg besøg? | Information | Artikler | Udflugt | Julekomsammen | Video | Nytårskur | Site Map


Retur til indhold | Retur til hovedmenu